Sulawesi – Dykning og snorkling i verdensklasse
Jeg glædede mig helt vildt, da turen til Sulawesi i Indonesien var booket – et nyt eventyr ventede. Desværre havde jeg kun en uges tid der, men tanken om at besøge øen, som har været stort set lukket for turisme i mange år pga uroligheder, var så tiltalende. Nok fordi man altid søger efter den unikke oplevelse langt væk fra masseturismen – og det fik jeg her. Især havde jeg store forventninger til koralrevene omkring øen Bunaken.
Øen Bunaken ligger ud for Manado-bugten i det norlige Sulawesi i Indonesien. For at komme hertil flyver man til Manado lufthavn. Det kan være lidt besværligt, da der stadig ikke er mange selskaber der flyver hertil. Fra lufthavnen havde vi arrangeret transport, med de hoteller vi havde booket, klart at fortrække at gøre det på denne måde.
Vi havde et par dage på fastlandet Sulawesi – en fantastisk smagsprøve, der fik mig til at sætte endnu en tur til Sulawesi, højt på ønskelisten for fremtidige rejser. Det må der komme mere om i et andet indlæg.
Nu handler det om Bunaken Island, som vi brugte 4 dage på. Øen er nummer 2 på min liste over bedste ø-oplevelser ikke mindst pga. den fantastiske verden under havets overflade. Jeg har dårlige øre, efter mange dræn i ørene som barn, og snorkler derfor kun. Husker dog en af de snorkelture her på øen, for den bedste oplevelse nogensinde. Koralrevet ved den lille Siladen Island var så vanvittig smukt. Farverigt som man ser i fjernsynsprogrammer om verdens koralrev. Fisk i alle størrelser, farver og former myldrede rundt langs rev-væggen.
Dykning var også fantastisk omkring Bunaken National marine park, og området er især kendt for det mangfoldige macro-liv.
Det vildeste vi så, var nok en nøgensnegl. Lille bitte, men utrolig fin og farverig. Området er kendt for disse nøgensnegle, så vi var glade for at vi fik en at se. Lyder måske lidt fjollet, at det kunne være så fedt at se en lille snegl, men når man efterhånden har snorklet mange steder, og set alverdens fisk, hajer, rokker osv. Så begynder man virkelig at sætte pris på at se nye arter, store som små
Indkvarteringen jeg fandt, var også anderledes end hvad jeg plejer at opleve. Vi bookede os dengang (2009) ind på Bunaken Cha Cha Nature Resort, som jeg kan se lige nu er nummer 1 på tripadvisor. Det var ejet af en japaner og hendes mand fra Irland, og de var super søde. Al spisning var fælles ved langborde, for de max 20 personer der var plads til i resortets 10 hytter. Det gav en speciel atmosfære, at man var ”tvunget” til at tale med de andre gæster under måltiderne, som i øvrigt var inkluderet i værelsepriserne.
Tag til Bunaken Island for at opleve livet under havets overflade når det er bedst. Og ikke mindst for at få en anderledes oplevelse af en ø ferie. Ved resortet var der næsten ingen strand, så det indbyder ikke til strandferie. Men tag din bog og find en plads i skyggen på terrassen med den fantastiske havudsigt.