Derfor skal du tage på miniferier i løbet af året
Mange danskere tager på én lang ferie hver sommer eller vinter i stedet for at tage på flere små ferier. Ofte er det fordi, der ikke er råd til flere ferier, eller fordi man ikke kan få den tilstrækkelige ferie fra sit arbejde.
Hvis du vil langt væk og opleve et land helt i dybden, er det en rigtig god idé at tage en lang ferie. Men hvis du bare skal i sommerhus eller til det nærmeste varme land med pool, er der mange gode grunde til at tage på flere miniferier og weekendophold i løbet af året.
Flere pauser i hverdagen
Den største fordel ved at tage på miniferie er, at du får flere små pauser i løbet af året. Man skal nemlig ikke undervurdere, hvor stor en effekt bare et par dage kan have. Et weekendophold i lækre omgivelser kan være lige præcis det, du trænger til efter en lang uge.
Hvis du ikke har lyst til at tage væk i weekenden, kan du benytte nogle af de mange helligdage, især i foråret. Om efteråret har vi ikke mange helligdage at tage af, men her kan et par velvalgte fridage sagtens bruges. Fordelen ved weekendophold er, at det ikke kræver ekstra fridage, men selv en miniferie kan klares med 2-3 fridage.
Et lille afbræk fra hverdagen er især godt i de perioder, hvor der er pres på. Vi har nemlig tendens til at fokusere rigtig meget på, at hvert øjeblik skal bruges til det, der stresser os for tiden. Men faktisk er det tit sådan, at et par dages ferie kan lette stressen, selvom du ikke får lavet noget på dit projekt. I stedet kommer din krop og hjerne ned i gear, så de er klar til et nyk ryk. Det er vigtigt, at sådanne afbræk bliver tilbragt et andet sted end dit hjem, så du kan lukke helt af for hverdagen.
Miniferie føles som en lang ferie
En af grundene til, at miniferier fungerer så godt, er, at du faktisk ikke kan mærke forskel på miniferier og almindelige ferier. Ofte flyder dagene på en ferie sammen, og man er aldrig helt klar til at tage hjem. Derfor kan det have lige så stor effekt at tage af sted i tre eller fem dage, som det har at tage af sted i 10 eller 14 dage. Den eneste forskel er, at du kan tage på tre eller fire ferier og weekendophold i løbet af året, når du skærer et par dage her og der.